[DK] Stærke investorer bliver aktionærer i dansk tech-startup

Den danske tech-startup, Conferize, har modtaget et kapitalindskud på 16,2 mio. DKK fra en række investorer, ledet af tunge profiler i dansk erhvervsliv.

Tidligere koncernchef og fortsat medejer i Falck, Allan Søgaard Larsen, og Lars Kolind, serieinvestor og tidligere adm. direktør i Oticon, har været med til at sikre iværksættervirksomheden, Conferize, et samlet kapitalindskud på 16,2 mio. DKK.

Conferize udbyder en social eventplatform, der søger at udfordre og udvikle den globale event- og konferenceindustri. Kernen i Conferizes nytænkning er et cloud-baseret Event Management System, der gør eventarrangører i stand til let og gratis at organisere deres events med én samlet løsning – samtidig med at deltagerne får nye digitale muligheder for at dele viden og skabe relationer i og omkring events.

Med investeringen træder Allan Søgaard Larsen ind som bestyrelsesformand for tech-virksomheden. Han ser markante perspektiver for Conferizes udvikling af markedet:

“Jeg ser betydelig forretningsmæssig værdiskabelse i at udvikle og drive et Event Management System, der kan gøre det enkelt og simpelt at organisere sociale begivenheder og events. Ikke mindst tror jeg, at der vil være stor værdi i at gøre det lettere for deltagere og speakere at dele viden og netværke på tværs – ikke bare under selve eventet, men også før og efter,” udtaler Allan Søgaard Larsen.

Til dato har eventarrangører fra over 120 lande verden over benyttet sig af Conferizes platform, en SaaS-løsning (software as a service) som siden 2012 har været i hastig udvikling. Conferize er af Forbes er blevet sidestillet med Twitter og LinkedIn og fremhævet som et velkomment værktøj på det professionelle konferencemarked.*

Også Lars Kolind ser store muligheder for investeringen og lægger vægt på iværksætteråndens potentiale for at gøre Conferize til en markant global spiller på event- og konferencemarkedet:

“Conferize har skabt et solidt fundament, og kapitaltilførslen styrker virksomhedens ambition om at blive en global virksomhed med hjemsted i Danmark. Den gennemførte investering sikrer, at stifterne bibeholder en central rolle, hvilket har været afgørende for os. De har en unik indsigt i spændingsfeltet mellem tech og netværksopbygning og besidder den nødvendige eksekveringskraft for at kunne sikre Conferizes succes,” siger Lars Kolind.

Ifølge Conferize-grundlægger og CEO, Martin Ferro-Thomsen, er de nye kræfter i ejerkredsen et vigtigt skridt mod at få aktiveret tech-virksomhedens forretningsmæssige ambitioner:

“Det er den hidtil største enkeltstående investering i Conferize – og dermed frugten af fem års hårdt arbejde. Allan og Lars er ambitiøse mennesker, der har skabt imponerende stor økonomisk og samfundsmæssig værdi. Vores team består af startup-folk, der lever og ånder for tech – og kombineret med den solide forretningsmæssige og operationelle erfaring, der nu kommer til bordet, står vi langt stærkere på den næste del af vores rejse,” udtaler Martin Ferro-Thomsen.

For yderligere oplysninger kontakt:

● Klaus Fog, SIGMA – mobil: +45 40 45 66 76 eller kf@sigma.dk

● Nanna Sveistrup, SIGMA – mobil: +45 22 56 01 30 eller ns@sigma.dk

* Forbes Magazine: Great Apps And Tips To Get The Most Out Of Your Next Business Conference.